Post-ferie-blues eller kunsten at genfinde arbejdsglæden

Hvor er det du vil hen? spurgte han. Ham min ven med de skarpe spørgsmål og det på engang stærke og følsomme blik. Og hvad er det egentlig du løber fra…

Fanme gode spørgsmål, tænkte hun. Og drak en slurk af kaffen.

Hun havde hældt det hele ud over ham. Alle frustrationerne over chefen og kollegaerne. Og fortalt at lykken helt sikkert lå et andet sted. Jovist var det sandt, at hun følte sig stavnsbundet af det nuværende, og at den følelse i sig selv var kvælende og nok til at søge væk. Men sandheden var jo også, at der var elementer i jobbet hun godt kunne lide. Hun skulle bare lige finde ind til dem igen.

Så måske skulle hun skrue ned for søgelyset og rette følgespotten indad. Tygge sig igennem bunken af usorterede papirer og ligegyldige strategier og rapporter fordi, der måske alligevel var lidt inspiration at hente.

Og måske skulle hun se tiden lidt an… og plukke de berømte lavthængende frugter. Hun kunne jo starte med, at få styr på økonomien i den lille virksomhed, hun havde endnu ikke havde lukket helt.

Omkring hende pressede de på. Fra alle sider. Chefen (og hendes egen indre perfektionist) for at hun skulle gøre jobbet færdigt. Andre for at hun skulle springe og gøre yogaen og de gode råd til sin levevej. Og vennerne for at hun skulle holde mere fri…

Måske skulle hun bare holde fri nu. Lukke notesbøgerne, den bærbare og iPad’en. Tænde for musikken, skrue op for anlægget og skænke et glas vin…

Dette indlæg blev udgivet i Arbejde, Bristede illusioner, Hverdag og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>