Savn og tanker om at leve mens vi gør det

Det er 5-6 år siden hun døde. Og det er sjældent jeg savner hende. Det er der mange grunde til. Men hun var min mor. Og lige netop i dag, kunne jeg godt have brugt hende.

Lastbilen havde jeg set, og jeg er helt sikker på, at han også havde set mig. Alligevel ramte han mig. Med 100 km/t eller der omkring. Det gik stærkt. Og der skete mig ikke noget. Fysisk.

For mentalt er jeg rystet. På et split-sekund kunne det have været slut. Sådan var min mors død ikke. Den var langtrukken og smertefuld på alle måder. Og for alle os omkring hende, der så kræften æde hende op.

1 1/2 år senere døde den far, jeg aldrig har kaldt far. Jeg kendte ham knap nok, men savnede ham altid. Hans død var også en langstrakt affære.

I dag var jeg tæt på. Og jeg er ikke klar. Men nåede alligevel at tænke, at jeg (i modsætning til mine forældre, som var bitre over det livet havde budt dem og de muligheder de ikke havde grebet) faktisk i store træk lever det liv jeg ønsker og har forfulgt mine drømme, også når det har været besværligt for mig og mine.

Men det var ikke min tur, heldet var med mig og jeg har stadig åndedrag tilbage. Og i morgen er der endnu en dag.

Dette indlæg blev udgivet i Drømme, Håb, Hverdag. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Savn og tanker om at leve mens vi gør det

  1. Rolf skriver:

    Jeg haft en lignende oplevelse, og konsekvensen var at jeg vendte mit liv på hovedet (det er 2½ år siden) og konsekvensen var, at jeg vendte mit liv på hovedet. Splittede familien, flyttede i kollektiv, i det hele taget tog alting op til overvejelse. Det gik op for mig at jeg skulle leve det liv jeg ville.

    Idag ser jeg det som en positiv hændelse i mit liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>