Ligger omsorgen og kærligheden i det talte ord?

For et par uger siden havde jeg en samtale med en ven. Vi var langt omkring, og noget af det vi talte om var følelser og det indre liv. Vi kunne sagtens sætte ord på både tanker og følelser. Men selvom det for os falder helt naturligt, så er det ikke alle der har det sådan.

Og det gik pludselig op for mig i løbet af samtalen, at en del af det jeg har savnet hele min opvækst og i meget af min tid som voksen, var det at kunne tale med de som stod mig nær om følelser og det indre. Nu er det bare sådan, at jeg kommer fra en familie, der havde fokus et andet sted. På det ydre. Så når jeg fortalte om følelser og tanker, jeg tumlede med, så forstod de ganske enkelt ikke hvad jeg talte om. De havde ikke udviklet evnen til at sætte ord og begreber på det indre. I stedet havde de fokus på det ydre. Ikke at de nødvendigvis alle var materielt orienteret, men det var den ydre verden de forholdt sig til.

Så når jeg blev spurgt om, hvordan jeg havde det, og svarede reflekteret og indadskuende, at jeg var trist og følte mig alene i verden fordi ingen i min klasse forstod min humor eller hvad det nu kunne være. Så var svaret fra min mor ofte, at hun smurte mig en mad og sagde, at det nok var bedre i morgen, eller at det sikkert ville hjælpe hvis jeg ryddede op på mit værelse eller noget tilsvarende.

På samme måde var det med mine bedsteforældre, der boede på landet i Sønderjylland. Når jeg spurgte dem, hvordan det gik eller hvordan de havde det, var svaret ofte, at de havde fået ordnet en mark, malet huset, fikset traktoren eller noget i den stil. Til gengæld kunne de noget min mor ikke evnede. De kunne kramme og rumme. Så når jeg fortalte, at jeg var ked af det, så favnede de mig og lyttede på alle ordene, der kom ud af min mund. Uden at dømme og uden at komme med forslag til, hvad jeg skulle gøre. Og de var der altid for mig. Mest med ører der kunne og ville lytte uden at dømme, men også og måske i virkeligheden især, med hjælpsomme varme hænder. Og det var hos mine bedsteforældre, jeg blev forkælet og følte mig allermest tryg i hele verden. Det var min bedstemor, der lærte mig at lave mad, sådan helt fra bunden med kærlighed og respekt for de gode råvarer. Det var hende, der lærte mig at bage og sylte. Hende der lærte mig at gøre rent, og plukke blomster i grøftekanten på en lun sommerdag.

Jeg kan stadig mærke min bedstefars arme omkring mig, fornemme duften af hans hvide bølgede hår selvom han har været død i 19 år. Og mest af alt kan jeg huske hans ord, om at det ikke var vigtigt at være som de andre, men at være et ordentligt menneske. Det prøver jeg så at leve op til. Hver dag.

 

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>