Indsigt med udsigt

Forandringen var tydelig. Ikke blot for hende selv, men også for de, der havde slået ring tæt omkring hende, da hun var skrøbelig og hudløs.

Der var ansigter i blandt, hun var blevet overrasket over at finde. Og ansigter hun havde savnet at se. Og sådan er det nok, det er ikke altid dem man regner med vil være der, der er der, men der nogle. Og det er godt.

Hun havde rejst, og rejst sig. Vandret dybt ind i sin kerne og havde fundet styrken. Og modet. Og nu stod hun der, på tærsklen til noget nyt, hun næsten ikke havde turdet drømme om.

Stadig den samme, men alligevel forandret. For altid. Lysende og livsglad selv i mørket, der stadig omsluttede hende med jævne mellemrum. Forskelle var, at hun vidste der var lys. Og at det var hende, der var lyset. At det var hende, der besad styrken og modet.

Og således havde hun taget skridtet ud i det ukendte. Ikke på flugt, men på vej. Og den følelse var ganske ny og til tider ganske overvældende. Og hun magtede det.

De der stod omkring hende, var ikke forundrede, de havde længe vidst, at hun kunne. Set hvad hun rummede. Det var hendes egen usikkerhed, der havde været den største hindring. Og da hun fandt modet og styrken og kærligheden til sig selv, så voksede hun.

Og pludselig turde hun række højere, stille sig på tæer. Og betræde ukendte stier. Og hun turde fejle. Og det var nok det største.

 

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>