Frit fald

Hun havde tænkt på ham flere gange siden den søndag på kirkegården, hvor de vandrede med kaffen i hånden og talte om løst og fast. Solen skinnede vist ikke, men luften var mild og lun den eftermiddag i oktober. De vandrede længe og var langt omkring både i samtalen og i fysisk forstand.

Og hun bemærkede, at der var den der udefinerbare forbindelse. En slags umiddelbar forståelse af det sagte og ikke mindst det usagte.

Hun var mødt op uden fordomme og med åbent sind. Hun kendte ham, uden at kende ham. Men hun stolede på ham. Hun havde set ham et par gange siden. Og langsomt, men sikkert som disen over marken på en vintermorgen krøb han langsomt under hendes hud. Om end hun var lidt lang tid om at erkende det.

Men ind under huden var han kommet og hun vidste ikke om hun turde lukke ham ind. Nej, ikke om hun turde, mere hvor langt hun turde lukke ham ind.

Hun havde skrevet til ham lige inden jul. Fortalt ham, at han betød noget. Og hun havde fået krøllede ord tilbage, der varmede og gjorde hende søvnløs og glad. Og forvirret. Hun kunne ikke regne ham ud. En fri sjæl i et rastløst legeme. Søgende og undersøgende. En mand med en mission. En mission der ikke levnede meget plads til hende.

Men dog plads, måske i en flig af hans hjerte. Han distraherede hendes søvn og var i hendes drømme. Både nat og dag. Så hun talte får om natten og sov overfladisk drømmefyldt søvn, der efterlod hende ukoncentreret, med smørbløde knæ og med sorte rande under øjnene.

Og hun vidste, at hun blev nødt til at fortælle ham, hvordan hun havde det…

 

Dette indlæg blev udgivet i Ham og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>