Fru H.

Forleden formiddag så jeg en udsendelse i fjernsynet om en særdeles bramfri gammel københavner-dame. Hun havde levet. Spist livet i store lunser, som det passede hende og ikke ligget under for normerne. Hun mindede mig om mine børns fars farmor. Som dengang vi stadig var gift, skræmte mig.

Jeg var decideret bange for hende. Fru H. blev hun kaldt. Også af familien, når de talte om hende. Hun var tandlæge og hendes mand, var hun blevet skilt fra allerede da deres børn var små. Det var uhørt dengang i 30’erne. Fru H. var ligeglad. Hun ville ikke lade sig nøjes, ikke leve på andres præmisser. Så hun valgte det liv, hun ville have. Også selvom det blev et hårdt liv, men det blev hendes liv. På hendes vilkår og betingelser.

Fru H. var på mange måder egoistisk og satte altid sig selv først. Men hun var, ser jeg nu, ikke uden empati og indfølingsevne, hun gad bare ikke noget bull-shit. Hun havde en mening om alt. Og hun var ikke bange for at sige den højt, heller ikke når det stødte andre. Og hun havde en evne til at sætte fingeren lige der, hvor det for alvor haltede og gjorde ondt. Det græd jeg mange tårer over, dengang da jeg var en ung og usikker mor.

Med årene lærte jeg at tåle fru H. og da hun blev rigtig gammel og syg, ringede hun en dag til mig, og bad mig om at kigge forbi. Jeg havde været skilt fra hendes barnebarn i nogle år på det tidspunkt, så jeg undrede mig over, hvad hun ville mig.

Men jeg tog ud til hende, i hendes lille røgfyldte ældrebolig, for fru H. røg cerutter og var ligeglad med om det var usundt og vi andre synes det lugtede fælt. Nå, men fru H. ville samtale. Og det hun havde at sige, undrer mig stadig, for hvordan kunne hun gennemskue mig, og se hvem jeg var, hvad jeg var, når jeg ikke anede det selv.

Anyway. Det hun sagde var: Pia, du er stærk. Og du er modig. Og du kan godt stå på egne ben. Du har gode gener. Jeg kendte din far. Og du ligner ham.

Og så sad jeg der. Og nippede sherry og blev paf. Og stum. For hvordan kunne hun kende min far, når jeg ikke kendte ham selv og dårligt kunne huske ham. For han havde jo forladt os, da jeg var ganske lille, og min mor talte aldrig om ham. Og jeg spurte ikke. Jeg husker noget med nogle sporadiske weekendbesøg hos ham og hans nye kone, og jeg husker knuden i maven og tårerne på min kind, da han til min 6 års fødselsdag var forbi for at fortælle mig, at han rejste langt langt væk, og at min mors nye mand, nu skulle være min far…

Men Fru H. kendte ham altså. For det viste sig, at hun havde arbejdet sammen med min fars nye kone. Og det viste sig, at jeg faktisk havde tilbragt en del af de sporadiske weekender hos hende i hendes sommerhus i Buresø.

Og den eftermiddag blev til flere. Vi talte om løst og fast, om min far og min opvækst og om det at turde stå på egne ben. At gå imod strømmen og følge sin mavefornemmelse. Og det at tage ansvar for sig selv og sin egen lykke.

Det viste sig i øvrigt, at min far slet ikke var rejst langt væk, men at han var skræmt væk af min mor, som havde overbevist ham om, at han var en skidt far – og det var han måske, jeg ved det ikke – og, at jeg ville være langt bedre tjent med, at hende nye mand adopterede mig. Så i dag, er det ham, jeg kalder far…

Det er flere år siden fru H. døde, men et sted indeni mig lever hun videre, og ind imellem, når jeg bliver usikker og konfliktsky så mærker jeg hende. Ser hende for mig, gammel og tynd men stadig skarp og jeg hører hende sige. Du kan godt, ret ryggen og vis dem, hvad du er værd.

Og det er fru H.s fortjeneste, at jeg fik opsøgt min far, og nåede at få en relation til ham inden han døde for snart 4 år siden. Og havde det ikke været for fru H. havde jeg ikke lært mine 2 halvsøskende og min papbror at kende, men det er en helt anden historie.

 

Dette indlæg blev udgivet i Fra skrivebordsskuffen og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>