Nogle gange skinnede solen.

Jeg har altid kendt den. Følelsen af utilstrækkelighed. Følelsen af ikke at være god nok. Følelsen af ikke at høre til. Følelsen af at være tilovers. Til besvær. I vejen. Ikke elsket.

Hun er ikke meget mere end en 3-4 år. Den lille stærke gæve pige, der hjælper sin mor, med at få hverdagen til at hænge sammen. Den lille raske, gæve pige, der ikke piver over noget. Som hjælper, går tidligt i seng og er stille når mor laver lektier.

Den lille pige, som da hun er 5-6 år hjælper med indkøb, tøjvask og madlavning. Som ikke græder over at hendes far igen aflyste samværet.

Den lille pige som lagrer morens forbitrede formørkede øjne og trækningerne ved mundvigene dybt i sit indre, da hun som 7-8 årig får at vide, at hun ligner sin svigefulde og upålidelige far. Den far, hun faktisk aldrig har kendt. Men som hun stadig husker duften af. Den far, hvis arme var bjørnestærke når han krammede hende. Hans lille prinsesse.

Egentlig er det ikke meget jeg husker fra min tidlige barndom. Det er sjældent jeg tænker tilbage. Oftest er det en duft, en lyd eller en historie fra avisen, radioen, fjernsynet eller en bog, der sætter tankerne i gang og får følelserne til at dukke frem. Sjovt nok er det aldrig glæde der kommer først.

Der var glade stunder i min barndom. Også i mit hjem. Men i min hukommelse involverer de meget sjældent min mor.

Jeg har brugt meget tid på at lære hende at kende. Lære at acceptere, anerkende og elske hende. Ikke min mor, – men den lille usikre triste pige inden i mig.

Jeg kan ikke huske min mors duft, eller styrken af hendes arme. Kun det syrlige drag om hendes mund står mejslet i min bevidsthed. Men jeg græd (også) den dag hun døde.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud, Tabu og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Nogle gange skinnede solen.

  1. Hanne skriver:

    Kære Ida

    Jeg kender hende. Barnet der ikke husker. Barnet der hjælper, ordner, sørger for.
    Hun har en særlig styrke, som få forstår, mange hylder, ingen har lyst til at genskabe.
    Jeg har brugt tid sammen med hende. Hun lærer mig stadig så utrolig meget. Og jeg værdsætter hver en dag, jeg har med hende. Hun har min kærlighed. For evigt.

    Mange hilsner fra
    Hanne

  2. Ida skriver:

    Velkommen til Hanne.
    Hun har også min kærlighed, min accept og anerkendelse. Helt og fuldstændigt og uden nogen form for forbehold.

  3. Steen AA skriver:

    Det’ fanme trist, men det’ fanme også fint skrevet!

    • Ida skriver:

      Gu’ er det trist Steen. Men det har jo gjort mig til den jeg er og givet mig en indsigt, jeg nødig ville undvære.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>