Hel

Den har været der sålænge jeg kan huske. Følelsen. Måske er det i virkeligheden ikke en følelse. Snarere en fornemmelse. I perioder er den væk, lige præcis så længe, at jeg glemmer den. Og BANG så rammer den igen. Tricket af en sommer-eng, en melodistump, et par linier i en bog, eller når han læser mit ansigt med bløde fingerspidser.  Men den bliver ikke hængende mere ret længe mere.

Tvivlen, der nager. På trods af evig jagt på indsigt og forståelse. Eller måske nærmere tilgivelse. Tilladelse måske endda. Til at være uperfekt, på den der helt perfekte måde, jeg er mig på.

Rank og stærk. Modig. Og elsket. Af mig.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud, Mit sande jeg og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>