At finde hjem

Det handler om at være den man er. I alt. Om at være så meget i harmoni og kontakt med sit indre selv, at man er i stand til at møde andre med åbent sind uden at dømme. Det handler om, at turde stå ved sig selv, at kende sig selv og hvile så meget i sig selv, elske sig selv med alle de fejl og mangler vi alle har, at man kan møde livet og verden uden maske og facade.

Og det er dét, der er det svære for en lille og skræmt fugleunge som mig. Men jeg er der. Jeg er nået dertil. Og det var en lang og hård rejse, som jeg ikke ville være foruden. Rejsen er ikke slut, i virkeligheden er den måske først lige begyndt. Sådan for alvor.

Jeg har kigget ind, kigget ud, kigget væk, og kigget igen og igen. Og undret mig og forsøgt at finde mønstre og forklaringer. Men først da det gik op for mig, at det handlede om at anerkende og tilgive og bevidst at vælge udvikling til, rykkede det. Rykkede jeg.

Det har været to skridt frem og et tilbage, nogle gange oven i købet også til siden eller op. Pointen er dog, at jeg rykkede mig. At jeg tog ansvaret for mig selv, at jeg tog styringen og traf beslutningen om, at mit liv skulle være anderledes.

Og i små glimt af gangen oplevede og mærkede jeg forandringen. Som den efterårsdag, hvor jeg for første gang mødte et menneske, og lod masken ligge i bilen. Mødte mennesket, som den jeg var. Den jeg er. Og det handlede ikke om, at han skulle se mig i et særligt lys eller på en særlig måde, det handlede om, at jeg pludselig fornemmede, at jeg er god nok, som jeg er. Og dét var fandeme stort.

For jeg er jo den jeg er, og hvis jeg ikke kan li’ den jeg er, så har jeg et valg. Jeg kan enten acceptere, at det er som det er, eller jeg kan prøve at ændre det, hvis jeg er noget, gør noget, jeg ikke kan lide eller bevæger mig i en retning jeg kan mærke er forkert.

Og ja, jeg er tilfreds. Med mig selv og det liv jeg har skabt for mig selv og mine børn. Og nogle kalder mig stærk og modig, i bund og grund handler det bare om, at jeg står på begge fødder og for første gang i mit liv, fuldt og fast er overbevist om, at jeg har værd.

Den indsigt giver livsmod og livslyst. Og overskud. Og sætter mig i stand til at se verden i et nyt lys. Uden at dømme, bare se og observere. Og jeg ser, at mange lever en forkrøblet tilværelse bag et tykt lag fernis. Og det er en skam, for langt de fleste mennesker er så ufatteligt smukke når de folder sig og tør stå på egne ben.

Min sjæl ser din sjæl.

Namaste!

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud, Mit sande jeg, yoga og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>