Udsigt fra bunden af et hul

Det er søndag formiddag. Jeg har sovet længe og nulrer rundt i lejligheden, da det ringer på døren. Uden at tænke ret meget over det, åbner jeg døren. Og får et slag i maven. Ikke fysisk, men det føles ligeså hårdt. Og vandet stiger i mine øjne og klumpen i halsen gør det svært at trække vejret roligt. Ude i opgangen står en mor og hendes datter og rækker raslebøssen frem. Mens de holder en brochure i hånden. Og det var den, der fangede mit øje først, da jeg åbnede. Brochuren med teksten “Fordi hun er min mor” og logoet fra Kræftens Bekæmpelse.

Og nu triller tårerne og jeg sidder her og føler mig hudløs, lille og hjælpeløs. Og moderløs. Og overvældet af savn. Det er fem et halvt år siden hun døde. Ædt op af lungekræft. Fra rask og frisk til død på lidt over halvandet år. Og jeg troede, at jeg havde fået sluttet fred med det, men nej, jeg er stadig vred og ked af, at hun døde i en alder af 62 år. Vred over urimeligheden i, at jeg blev efterladt moderløs. Og ked af, at vores forhold ikke var så tæt, som jeg kunne ønske. Og forundret over, at jeg stadig savner så hårdt.

Der er så mange ting jeg gerne ville have talt med hende om. Og nu er det for sent. Og den lille usikre pige inden i, der så gerne ville gøre sin mor stolt, kæmper stadig en forgæves kamp. For min mor kan aldrig opleve, hvor meget jeg har rykket mig, de seneste år. Aldrig se, hvor glad jeg er blevet, hvor meget jeg udretter, og jeg kan aldrig fortælle hende, hvor hel jeg føler mig nu.

Og det gør ondt, og det er hårdt. For den anerkendelse, jeg altid har stræbet efter, kan jeg aldrig få. For hende, der skulle kigge på mig med blikket fuldt af kærlighed, anerkendelse og stolthed er ikke mere…

Så nu sidder jeg her ved det åbne køkkenvindue med kaffe og tobak og savner. Savner det, der trods alt var. Og det, der kunne have været. Og det formålsløst og håbløst, for hun kommer ikke igen. Hun kommer aldrig tilbage. Og det eneste jeg har lyst til, er at hun blot én gang til skulle ligge armene omkring mig og sige, at det er som det er. Og at det er godt nok.

Kære mor. Du var ikke perfekt. Langt fra, men du var min mor. Og jeg savner dig!

 

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>