Jeg gik mig over sø og land

Når jeg går i København. Ånder jeg. Lever jeg. Er jeg.
Mig. Bare mig.
Nørden der endelig har sluppet prinsessedrømmen
og erkendt, at heste – selv de hvide – er voldsomt store og angstprovokerende.
 
Når jeg går i København. Ser jeg. Mærker Jeg. Ånder jeg.
Mig. Bare mig.
Jeg giver. Uden at tage.
Jeg får. Uden at forvente det.
 
Når jeg går i København. Er jeg tryg. Hører jeg til. Ser jeg.
I København kan jeg danse en vals i en sofa
synge på cyklen
og drømme i solen
 
Når jeg går i København. Danser jeg. Svæver jeg. Er jeg tryg.
I København er jeg fri.
Med eller uden kjole.
Med eller uden hæl.
 
Når jeg går i  København. Smider jeg den tunge kappe. Elsker jeg. Danser jeg
Mig. Bare mig.
Gemmer jeg mig i mængden og skiller mig ud
Uden at dømme. Uden at føle mig dømt.
 
Dette indlæg blev udgivet i poesi. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>