Besøg fra en svunden tid

Hun var stærk. Og det strålede ud af hende, at hun legede sig gennem livet. Ikke at hun ikke fik knubs og kunne kravle sammen i fosterstilling i sofaen, men hun rejste sig altid igen. Sådan havde det ikke altid været. Og den lille usikre kærlighedshungrende pige indeni hende, dukke stadig op. Der var bare blevet længere i mellem hendes besøg.

Hun havde kigget forbi i dag. Sidst på eftermiddagen lige midt i kaffen. Og brevene fra hendes mors østtyske penneven, som var dukket op i en af kasserne med morens efterladenskaber. De sidste rester af et levet liv.

Gad vide hvem hun egentlig var. Moren. Det lille bundt breve fra veninder og den tyske penneven fortalte om et liv, hun ikke kendte til. Ikke nogensinde havde hørt om før. Om kærester, kroballer, kjoler og kaffeslaberaser. Og forår i det vestjyske engang i begyndelsen af 60’erne.

Nå, men den lille usikre pige kiggede forbi. Ubelejligt som altid og sikkert tricket af savn. Hun var blevet budt indenfor. Var blevet set og lyttet til, men det var som om, det ikke var nok i dag.

Hun havde taget hende i hånden. Fortalt om sit nye liv. Som sig selv. Med sig selv som styrmand og kaptajn. I kontrol og i ro. Med tillid og tiltro til, at alt ordner sig. Og med spirende. Spirende hvad? Kærlighed måske.

Alt er okay. Alt er godt. Og alligevel kan hun ikke helt ryste den lille piges smittende usikkerhed af sig…

Dette indlæg blev udgivet i Mit sande jeg og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>