Smerten ved at give slip

Jeg har haft følelsen af utilstrækkelighed før. Og der er intet jeg kan gøre. Andet end at give slip. Han er voksen nu. Jeg givet ham alt det bedste jeg havde. Gjort alt hvad jeg kunne for at ruste ham til verden. Jeg har været løvemor og virkelig prøvet ikke at feje alle forhindringer væk, selv om jeg havde lyst.

Men han er ganske særlig. Har særlige behov. Og er sær.

Han siger han gerne vil. Men jeg kan gennemskue ham. Ser angsten i hans øjne. Og prøver alt hvad jeg kan at gøre ham klart, at han er elsket. Uanset hvad han gør. Og jeg prøver at tro ham, når han siger, at han gør sit bedste. Prøver at slippe kontrollen.

Det er det sværeste i verden. Det hårdeste. Og jeg ville ønske, at jeg kunne tro på ham. Sandheden er, at han gror til. I mangel på struktur og langsom opgivenhed. Og det gør ondt at kigge på.

Og der er intet jeg kan gøre, for han vil ikke have den hjælp jeg kan tilbyde. Den hjælp jeg vil tilbyde. Så nu sidder jeg her igen. Efterrationaliserer, analyserer og slår lidt på mig selv, bare sådan af gammel vane. Har jeg nu også gjort alt hvad jeg kunne. Har jeg afsøgt alle mulighedernes kroge. Kunne jeg mon ikke lige finde en løsning.

Det kunne jeg sikkert. Men det ville være min løsning. Ikke hans. Og dét skal være hans, for at det i længden er en løsning. Så jeg giver slip. Og lader tårerne trille lidt…

 

Dette indlæg blev udgivet i Børn. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>