Fødselsdagsrefleksioner

Det er ikke meget jeg kan huske fra min barndom. Ikke konkret i hvert til fald. Jeg husker følelser, fornemmelser og ansigts udtryk, men jeg husker ikke ret mange begivenheder. For eksempel kan jeg ikke huske, hvordan mine fødselsdage blev markeret på selve dagen. Jeg har erindringer om at have fået et dukkehus fra min biologiske far, en dukkevogn jeg kunne køre ræs med ned af trapperne foran opgangen og en cykel, der var alt for stor. Men jeg husker ikke noget om en markering eller fejring på dagen. Det betyder ikke, at der ikke var en markering, men jeg undrer mig alligevel over ikke at huske noget. Overhovedet.

Måske hænger det sammen med følelsen af ikke rigtig at høre til. Ikke rigtig at være ønsket. Ikke rigtig være elsket.

I hele mit voksenliv har jeg altid haft det lidt ambivalent med mine egne fødselsdage. Ikke i forhold til, at endnu et år var gået. Heller ikke fordi jeg har noget problem med min alder. Men lige netop i tidsrummet omkring min fødselsdag bliver savnet efter følelsen af at være noget særligt forstærket. Eller måske nærmere savnet af at blive draget omsorg for. Savnet af, at nogle gør sig umage for min skyld. Savnet af, at nogle viser jeg er vigtig for dem, at jeg betyder noget.

Da mine børn boede hjemme var vi ret gode til at lave en lille morgen ceremoni på hinandens fødselsdage. Jeg bagte boller og der var flag og pakker på bordet. Men på min fødselsdag måtte jeg altid selv bage bollerne… Bortset fra ganske få gange, hvor min partner gik til bageren. De fødselsdage står mejslet ind i min erindring.

Og det er gået op for mig, hvor meget jeg længes efter, at nogle gør noget for mig. På dagen. Fra morgenstunden.

I hele mit voksenliv, er det egentlig forbløffende, hvor få gange jeg har været alene på min fødselsdag. I hvert til fald hele dagen. Jeg fik jo mand og børn tidligt. Når jeg kigger tilbage, er det måske blot sket en 5-6 gange, at jeg er vågnet alene og har skulle tilbringe dagen i eget selskab.

I år er en af den slags. Og jeg kan mærke det gnaver, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det. Tænker, at hvis jeg planlægger noget, vil det blive mere flugt end egentlig lyst. Tankerne kører i ring og hænger lidt fast i følelsen af at være alene. I verden. Og sådan er det faktisk ikke.

Virkeligheden er jo, at jeg har to skønne voksne sønner, der har helt legitime årsager til ikke at være der på min fødselsdag. At jeg har søskende, der har helt legitime årsager til ikke at være der på min fødselsdag. At jeg har nære venner, der ikke aner, at jeg har et “fødselsdags-issue” ligesom, jeg ikke tænker min øvrige familie aner, at jeg har det stramt med lige netop den dag.

Faktum er, at når jeg vågner på søndag, vågner jeg alene. Uden planer for dagen. 1 år ældre end dagen før.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>