En ligning der ikke vil gå op

Der var ingen ubekendte i ligningen. Den var bare pokkers svær at få til at gå op. Det gjorde den heller ikke den eftermiddag. Men de sjal sig til en mellemregning og føjede øjeblikket til bunken af stjålne stunder og skønne øjeblikke.

Græsset var blødt og duftede krydret, da hun lagde sig med hovedet hvilende på hans brystkasse. Hans arm hvilede om hendes talje. Og han knugede hende ind til sig.

Cyklen lænede sig op af stakittet. Som en chaperone der vogtede over deres kådhed. Og dyd. Gensynsglæde sitrede som varmebølger over asfalten en varm sommerdag.

Poplerne sang og fuglene kvidrede lystigt. Lystent måske ligefrem. Og det var forår og himlen var blå og træernes blade var lysende grønne. I plænen var der bellis og enkelte mælkebøtter. De sansede det hele. Og hinanden. Mest hinanden. Indtil den sødmefulde stund blev afløst af frustration.

Det var sådan det var. En ligning uden egentlige ubekendte, nærmere en ulighed fyldt med enigheder og kendte værdier. Sådan måtte det være. Sådan skulle det være, men i sit stille sind, når hun ikke var helt opmærksom, drømte hun, at nogen en dag fandt en regnemaskine stor nok til at få ligningen til at gå op.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Drømme, Ham og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>