Svanens sang

Det er ikke den samme usikkerhed, som hun kendt tidligere. Den undergravende følelse, der havde efterladt hende higende efter bekræftelse. Det var nærmere en ny følelse, der føltes anderledes ukendt. Og så alligevel ikke.

Hun oplevede og følte stadig usikkerhed, men følelsen af utilstrækkelighed, som tidligere ofte havde været usikkerhedens trofaste følgesvend, var der ikke længere. Og dog.

Hun kunne stadig føle sig utilstrækkelig, men når det skete, følte hun sig ikke nødvendigvis usikker. Og dét var nyt.

Det var befriende for hende, at kunne skille de to følelser ad. For det var jo kombinationen af usikkerhed og utilstrækkelighed, der havde fået hende til at hige efter bekræftelse.

Og den higen var ikke længere nødvendig. Hun kendte sit værd. Og vidste der var plads til hende i verden. Og hun fyldte den med det. der var hende.

Hun havde stadig meget at lære. Men hun øvede sig. Øvede sig i ikke at dømme. I ikke at tro alt handlede om hende. Og hun øvede sig i at sætte ord på sine følelser og behov. Uden at lade dem tage over og styre bare konstatere, at det var sådan det var.

Og alt er godt.

 

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>