Vi er et, træet og jeg.

På et tidspunkt stod jeg ved en korsvej.  Egentlig er mere betegnende at kalde det en rundkørsel. Og uden at tænke, uden at blinke, lod jeg mig suge ind i rundkørslen. Det blev til mange omgange. Som en hamster i en trædemølle. Hverdagsliv vil nogle måske kalde det. For mig var det nærmest døden. Jeg mistede mig selv mere og mere. Jeg forsøgte at stige af, men når jeg kigger tilbage, steg jeg bare ind i et andet hamsterhjul.

Det krævede enorme kræfter at stige af. At sige fra.

Men jeg gjorde det. Og jeg slog mig. Og jeg tror faktisk også at nogle af mine nærmeste fik knubs af den hårde opbremsning.

I drømmen satte mig med ryggen op af træet. Fornemmede konturerne af den krogede stamme for hvert åndedrag jeg tog. Jeg så skyer og fugle drive over himlen og hørte næsten græsset gro. Og jeg fandt stilheden.

Og så stod jeg der. På kanten. Og det var som om, jeg for første gang lagde mærke til landskabet omkring mig. Og da støvet havde lagt sig, og sindet var stilnet, da så jeg klart. Jeg så en anden verden. En verden fuld af muligheder og jeg gav mig tid til at tænke og mærke efter, hvilken vej jeg skulle gå. Jeg tror det var der, jeg første gang begyndte at tænke over, hvad der var mit formål. Mit mål. Hvad det egentlig var, der skulle til, for at gøre mig lykkelig. Sjovt nok, blev jeg ikke paralyseret af de mange muligheder. Måske fordi jeg tog mig tid. Måske fordi jeg var bevidst om, at jeg ikke havde travlt.

 

Dette indlæg blev udgivet i Fra skrivebordsskuffen, Mit sande jeg, yoga og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>