Spøgelser på besøg

Tænderne var bidt lidt hårdere sammen end ellers og i øjnene havde hun grus. Leddene brændte af træthed og bag øjenlågne sved ugrædte tårer.

Træt. Mat. Og med den der udefinerbare følelse i maven, som kom når hun blev usikker.

Himlen var grå og brisen kølig. Lidt for kold til de bare tæer i sandalerne.

Telefonen havde været tavs siden i går omkring middag. Ikke at hun ikke havde fået livstegn, men bare ikke lige dét livstegn og de ord, der kunne balsamere hendes flossede nerveender.

Det irriterede hende, at hun blev usikker. Og det var dén irritation, der gav hende spændte kæber. Dét og så det faktum, at den jobmæssige
afklaring hun ventede på igen trak ud.

Og selvom hun i bund og grund ikke havde grund til bekymring. Overhovedet. Så vækkede kombinationen af træthed, løse ender og manglende balsam det gamle spøgelse.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>