Efterladt

Det er snart 6 år siden, at jeg aede din kind og sagde “det er okay, at du giver slip nu”. Og det gjorde du så. Ikke pænt. Ikke stille og roligt, men krampende og med uhyggelige dybe lyde fra struben.

Og så ringede vi til din læge. Som kom og lyttede og sagde: “Det er op over.” Og så kørte han igen. Og bad os ringe, når det var slut. Måske gav han dig noget smertestillende, det husker jeg ikke.

Det var en varm dag. Højsommer og lummert. Det var torsdag i den første uge af ferien.  Et par dage forinden havde vi grillet og grinet og spist jordbær til vi revnede. Vi vidste alle, at det var din sidste sommer, men vi talte ikke om det.

Du var vågnet uden at vågne den dag. Uden bevidsthed og alligevel mærkede vi alle, at du først gav slip, da jeg gav lov og vi alle havde sagt farvel. Og så græd vi. Og holdt dig i hånden. Aede dine svedige krøller væk fra din pande, der pludselig var glat.

Og lægen kom igen, jeg husker ikke, hvem der ringede efter ham. Men jeg husker, at vi måtte google for at finde telefonnummeret til bedemanden. Og at vi kasserede den første, fordi hans hjemmeside var grim.

Da de kom for at hente dig hen på aftenen, var du blevet kold og voksagtig. Og huset lugtede af død. Og sorg. Min søster og jeg fandt rent tøj frem til dig, men vi kunne ikke vaske dig. Så vi tog dit ur og dine ringe af, og overlod resten til bedemanden og hans hjælper.

Da de havde lagt dig i kisten, kunne vi næsten ikke kende dig. Du så tynd og forladt ud. Alene. Og den følelse blev siddende i mig. Længe.

Og da min biologiske far døde en kold og grå februardag et par år senere, kom den igen. Nu er jeg alene. Forældreløs.

Mit hjerte er ømt af længsel, som de blå mærker på min krop
min sjæl er fyldt med ar, helet og dog brudt op
mit hjerte er sart
 

Den ældste i søskendeflokken. Den voksne.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>