Kunsten at fortære uden at blive forædt

Det er ikke dig, det er mig. Mig, der er skjoldet af ar fra det levede liv. Misforstå mig ikke. Jeg elsker livet. Fortærer det i store store glubske bidder, lige indtil jeg er forædt og et ar springer op. Så trækker jeg mig væk, ind i mig selv. Eller gør noget dumt for at dulme smerten. Sådan har det været i årevis.

Det er ikke dig, det er mig. Mig der har besluttet ikke at tage så store portioner. Mig der har beslutte ikke at miste mig selv igen. Aldrig nogensinde mere. Pludselig ser jeg stjernerne på himlen. Og sætter farten ned, så jeg kan mærke det der er. Analysere det, fortolke det og være med det. Uden at forcere noget. Det er nyt.

Det er ikke dig, det er mig. Mig, der ikke overholdt den aftale du bad mig indgå. Mig, der faldt. Hårdt. Men jeg slog mig ikke. Og jeg står stadig. Cool og groundet fornemmer jeg båndet. Og først når omverdenen spørger om ikke det er tid til next level, mærker jeg frygten. Og irritationen over at skulle sætte det vi har, i bås så det passer til andres billede af, hvordan livet skal leves.

Det er dig og mig. Det er os, der lever og næres af øjeblikke og stunder. Nætter og dage. På vores måde, i vores tempo. Sammen. Og hver for sig.

Dette indlæg blev udgivet i Ham og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Kunsten at fortære uden at blive forædt

  1. Feriebarn skriver:

    Arj. Det er ikke altid andres båse men ens egne, man frygter mest.

    Andre har blot behov for at forstå, og det gør de ved at sætte ord på, der beskriver en grad. Hvordan graden så fyldes ud, bestemmer du jo helt selv. Vi vil blot vide hvor du er, så vi kan glædes (eller græde) med dig. Jeg gider ikke have dig i en bås; hvad pokker skal jeg bruge det til? Jeg vil bare have at du er glad og trives, og det er immervæk nemmest at vide, hvis vi sætter ord på .

    … Og man bliver ikke altid bagbundet af bånd. Bånd kan helt enkelt sikre, at det man har, vil have, ønsker at have i sit liv, ikke flyder væk på misforståelser.

  2. Pia skriver:

    Jeg glædes over at have så dejlige og kærlige mennesker i mit liv, som du og det andet feriebarn. Og jeg glædes over, at du kærer dig. Om mig og min trivlsel.

    Jeg trives. Rigtig meget endda. Og ja, ord er gode. Det er jo blandt andet derfor, jeg skriver her. For at øve mig i at være præcis. Øve mig i at mærke efter, hvordan det egentlig er, jeg har det.

    Bånd er ikke bare bånd. For selvfølgelig er der et bånd, ellers ville der jo intet være. Det jeg ikke gider er snærrende bånd. Bånd der hæmmer mere end de støtter. Og jeg ved, at du forstår :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>