Savn…

Som en tyv stjal hun øjeblikke, hvor de var. Ikke ligegyldige øjeblikke, men øjeblikke og stunder, der gav håb og mod. Og tro. Tro på, at de på trods af asynkronitet og alverdens behov for systemer, kunne finde en vej, der var deres.
Der var øjeblikke og stunder, hvor hun mistede føling med troen, men håbet bar hun i hjertet. Også, eller især, når hun følte sig alene og forladt. 
Hun vidste at hun kunne klare sig selv. Omsorgen og fortroligheden kunne hun få hos vennerne, den fysiske nærhed kunne også fikses, men kærligheden mellem to voksne var noget særligt. 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Forstadens triste beton nærer den evige melankoli
Byens puls nærer den evige rastløshed. Skovens træer giver den søgende sjæl ro

Jeg vil så gerne lukke kystens levende lys ind i hjertet

Udgivet i Mig og Freud, Mit sande jeg, poesi | Skriv en kommentar

Forbandede hjerte

Når hjertet spiller kispus med hjernen, som går i selvsving, så tårerne triller.

Når stilheden overdøver hjertets stille slag, så maven så knuder, og tårerne triller.

Når længslens frustration flår i kroppen, og hjertet er i øjet, der er blændet af tårer. 

Udgivet i Ham | Tagget | Skriv en kommentar

Usikkerhed

Den sniger sig ind på mig. Usikkerheden.

Ligger på lur i mørket mellem bunkerne af vasketøj og tilfældige papirer. 

Kryber ind gennem sprækkerne og hager sig fast som præstelus i en skovkats pels. 

Jeg tænder lyset. Finder en bog, men koncentrationen udebliver. Kigger på telefonen, der er tavs. 

Udgivet i Mit sande jeg | Skriv en kommentar

Oxytocin-junkie

Når jeg længes, er det ofte efter berøringer. Dine arme omkring mig, min hud mod din. Dine hænder der stryger min kind og tegner forheksende tegninger på min ryg. Dine læber, der kysser mine. Og dine øjne, der kigger helt ind i min inderste sjæl.

 

 

Udgivet i Hverdag | Tagget | Skriv en kommentar

Energiløs

Hun kunne ikke præcist komme i tanke om, hvornår hun sidst havde set den. Sådan helt tydeligt og klart. På den anden side, var den heller ikke helt væk, men det var som om, at hun ikke helt kunne mærke den mere. Retningen.

Det var som at gå på kanten af en mudderpøl og mærke hvordan skridtene blev tungere og tungere.

Hvad var nu, hun skulle… Hvor var det, hun var på vej hen.

I lang tid havde hun været optaget af at lytte til sin indre stemme. Til hjertet. Og lade det guide. Det var gået fint, men nu var det som om det ikke var nok længere. Og hun vidste ikke helt, hvilket værktøj hun skulle gribe for at få retningen til at blive helt tydelig igen.

De steder hun tidligere havde fundet ro og svar, gav intet svar tilbage. Måske hun ikke sad der længe nok. Måske hun ikke var stille længe nok. På den anden side, så synes hun i grunden, at hun ikke lavede meget andet, end at sidde stille…

 

Udgivet i Hverdag | Skriv en kommentar

Stærkere

Som et siv bøjer hun i vinden.Smidig og stærk.

Indtil den dag, hvor summen af vindstød bliver for stor.

Lagt ned, men ikke uden styrke.

Rækker ud, finder ro. Søger næring i lyset og jorden under hende.

Snart står hun rank som før. Med nye indsigter og erfaringer. 

Stærkere.

Udgivet i Stress, yoga | Skriv en kommentar

Intet kommer af sig selv

I grunden er det jo en gave, at jeg kan arbejde, læse og ikke mindst leve det liv jeg virkelig drømmer om. Og så måske ikke. For det har krævet hårdt arbejde at nå frem til de indsigter, der har gjort det muligt. Jeg har måtte ændre på handle- og reaktionsmønstre, og jeg troede de nye mønstre var blevet vaner. At jeg rent faktisk var blevet bedre til at mærke efter og handle på det, jeg mærker.

I den seneste ugestid er jeg dog blevet mindet om, hvordan det var engang. Jeg træt, helt ubeskriveligt træt, mine led brænder af smerte og jeg kan ikke holde fokus ret længe af gangen.

Det pudsige er, at jeg reagerede fuldstændig som dengang. Stædigt forsøgte jeg at hive mig op ved hårrødderne, og fortsætte som om intet var hændt. Indtil i går, hvor jeg tudede mig i søvn i en blanding af afmagt og smerte.

Mit fragmenterede liv minder mig om, hvor vigtigt det er for mig, at have struktur på min tilværelse. For det er strukturen, der giver mig ro og tid til pauser. Ikke bare små break med kaffe på en solfyldt plet. Men den slags pauser, hvor man når at finde helt ind til sin kerne.

 

Udgivet i Bristede illusioner, Håb, Mig og Freud, Stress, yoga | Skriv en kommentar

Den evige skygge

De er synlige for tiden. Skyggerne i mig. Sådan er det ofte, når jeg har sat det lange ben foran og vender blikket indad. Alligevel er det som om, jeg ikke rigtig kan skelne dem fra hinanden. Som om er de siamesiske trillinger, firlinger eller syvlinger.

Når jeg står i dit lys, ser jeg dem mere klart. Når jeg står i dit lys, kan jeg adskille og favne dem. Og når jeg favner dem, forsvinder de.

Bortset fra skyggen af den lille forsømte pige. Det er som om, jeg ikke kan nå hende. Ligegyldigt hvor meget jeg prøver at favne hende. Rumme hende. Se hende. Så forsvinder hun ikke.

Nogle gange er hun blot en skygge af en skygge, andre gange står hun lysende og klar. Altid med et trist og lidt for alvorligt blik. Jeg kan mærke svigtet i hendes hjerte. Hendes sårbarhed er hendes styrke, men det er som om, hun ikke vil tro det. Ikke kan tro det. Ikke kan tro på, at hun er helt perfekt som hun står der.

Og det fylder mine øjne med tårer.

Udgivet i Mig og Freud, Mit sande jeg | Skriv en kommentar

Udvikling – indvikling

For et år siden krøb jeg sammen om mig selv. Kiggede ind, og fandt, efter nogle dage – måske var det i virkeligheden uger – at jeg var okay. At det var rigtig og fint, at jeg havde givet dig mit hjerte, også selvom du ikke helt kunne overskue det.

I månederne der fulgte, blev jeg mere og mere sikker på, at mit hjerte og jeg havde set rigtigt, at fornemmelsen i maven, var rigtig. Så jeg slap dig ikke helt. Og langsomt nærmede vi os hinanden igen.

Vi er stadig du og jeg, men vi er også os. Et os, der giver styrke og gør større.

Udgivet i Ham, Mig og Freud, Mit sande jeg | Tagget | Skriv en kommentar