Lykkelig…

Det *er* et valg. Et valg, der gør, at jeg hver dag vælger at være glad for det liv, jeg har. Det liv jeg lever. Og hvis jeg en dag mærker, at jeg ikke er glad eller ikke er tilfreds med mit liv, så gør jeg noget.

Det betyder, at jeg tænker meget. Bruger tid på at mærke, hvad det virkelig er, jeg har brug for, for at være glad.

I starten var det svært. Alt synes rodet og kaotisk og det forekom mig umuligt at finde ud af, hvad det i grunden var der skulle til, for at jeg kunne leve et liv, jeg elsker. Og fortjener.

Især det sidste var svært. Mit selvværd var lavt, og det tog mig lang tid, at overbevise mig selv om, at jeg var noget værd. Samtidig med, at jeg arbejdede med mit selvværd, brugte jeg tid på at rydde op, både fysisk og mentalt. Og jeg begyndte at føre en taknemmeligheds-dagbog. Et lille hæfte, hvor jeg hver dag skrev tre oplevelser, erfaringer eller erkendelser, som jeg var taknemmelig over.

Taknemmeligheds-dagbogen fulgte mig i det meste af et år. Og langsomt fik jeg øjnene op for, hvor meget jeg havde – og har – at være taknemmelig over. Pludselig var det som om, jeg så klarere, at det positive og livgivende fyldte mere. Og det var der, jeg fik erkendelsen om, at min lykke er noget jeg skal vælge. Den er ikke givet. Og kan ikke gives til mig af andre. Jeg skal vælge den. Hver dag.

Det gik op for mig, at jeg selv var ansvarlig for min lykke, at ingen andre kunne gøre mig lykkelig. Og at lykke var noget jeg skulle arbejde for, og vælge. Og det at være glad og taknemmelig over mine valg, er vejen.

 

Udgivet i Mig og Freud | Tagget , , | En kommentar

Øjet

Hendes tanker drev stille som skyerne på den lyse sommerhimmel. Kredsede lidt. Og sprang. Uden nogen retning. Uden mål. De var der bare. Ikke nødvendigvis kaotiske, men absolut ikke strukturerede.

Som bunker af skrammel i baghaven på en lollandsk landejendom. De fleste var ubrugelige, men ind i mellem dukkede der fine, små tanker op. Ikke de store livsændrende erkendelser, men de små tanker var som manglende brikker i det store puslespil, de kaldte livet.

Ind i mellem samlede hun en brik op, andre gange lod hun dem ligge. Ikke fordi de var uvæsentlige – langt fra, men fordi hun ikke kunne rumme og forholde sig til alle de tanker brikkerne satte igang.

Som fx brikken med øjet. Det grå-blå smilende øje. Når hun kiggede på det, føltes det som om, det kunne læse hendes sjæl. Se hendes inderste længsler, hendes største frygt og alle hendes spøgelser.

Det var ikke fordi det var en hemmelighed, at hun havde spøgelser, iboende frygt eller dybe længsler. Det var mere det, at hun langt fra selv var færdig med at udforske sit indre landskab.

Spøgelserne havde det med at dukke op i hobetal, når hun lod tankerne falde på dem. Det var ikke altid ubehageligt eller uvelkomment, bare ikke altid lige praktisk.

Hun havde god tid, som hun gik der i skrammelbunken og kiggede efter små brikker. Til at starte med havde brikkerne været svære at finde, men langsomt, mens  dagene flød ud i et og igen blev kortere, dukkede de op. Og en for en kunne hun samle de små tanker til erkendelser og indsigter, der flyttede hende nye steder hen.

Og det var sådan en dag, det pludselig slog hende, at øjet var hendes eget.

Udgivet i Mig og Freud | Tagget | Skriv en kommentar

Den dag jeg trak vejret…

Jeg ved ikke helt, om jeg stod i bunden af hullet og kiggede op uden helt at kunne se lyset, eller om jeg stod på kanten af verden og kiggede ned i intetheden. Uanset så var det som om, jeg draget af mørket og intetheden.

Det var nogle hårde og smertefulde år. Jeg kom igennem, genfandt lyset, duftene og farverne i verden, men jeg var forandret.

Jeg havde fået et blik ind i intetheden. Der er intet. Intet andet end en grå, tung, tåget dyne, der suger alt lys, duft og farve ud af alt.

For et par uger siden så jeg en film, der for en stund, åbnede døren på klem til en tilværelse i intetheden. Det var barskt. Og filmen, de følelser og tanker den vækkede, fulgte mig i dagevis.

Filmen, vækkede ikke blot ubehagelige minder. Faktisk var det filmens slutscene, der har fået mig til at tænke mest. Filmen sluttede med et åndedrag, en form for livgivende suk. Og det var netop det, at fokusere på at trække vejret og mærke min krop, ikke som jeg troede den var, men som den var (blevet), der blev min vej tilbage fra intetheden.

 

Udgivet i Håb, Mig og Freud, Tabu, yoga | Tagget , | Skriv en kommentar

Forandring

Nogle gange når jeg kigger mig selv i spejlet, kan jeg se nogle af dine træk. Og nogle gange hører jeg dine ord komme ud af min mund.

Det er sært. I mange år gjorde jeg alt, jeg kunne for ikke at ligne dig. Jeg er ikke sikker på, at du nogensinde opdagede, at vi i grunden har mange fælles træk. Du sagde altid, at jeg lignede min far.

I morges da jeg vågnede, var i dag bare en dag som alle andre. Lige indtil jeg så datoen på min telefon. Det er syv år siden i dag og savnet er anderledes nu. Det fylder mindre og gør mig sjældent rigtig trist. Heller ikke i dag.

Men du er savnet.

Udgivet i Mig og Freud | Tagget , , | Skriv en kommentar

Ordløs

Gad vide hvad det er, der bremser ordene i mine fingre. Normalt flyder de, lettere usorterede som tankerne, men de flyder. Normalt altså. For det er som om, der ikke er forbindelse mellem tankerne, følelserne, ordene og mine fingre, der forholder sig stille over det ellers så velkendte tastatur.

Der var ellers tanker og følelser nok at tage fat på. Som forleden, da jeg stod der foran den store moderne Guernica fortolkning, med klare referencer til konflikterne i Mellemøsten. En blanding af kvalme og tristhed overvældede mig.

Bagefter måtte jeg ud. Jeg måtte have luft.

Udgivet i Mig og Freud | Skriv en kommentar

Og der blev stille…

Jeg har en bekendt. Nej, jeg havde en bekendt, for hun er her ikke mere. I søndags kom hun hjem med hovedpine, i går lettede den. I morges fandt hendes familie hende død på gulvet.

Det er ubegribeligt. Vi var ikke tætte, men vi kendte hinanden. Det er omkring 8 år siden vi lærte hinanden at kende gennem, det der dengang blev kaldt ‘blogland’. Der gik ikke længe inden vi mødtes, og det har vi gjort en eller to gange om året siden.

Nu er hun ikke mere. Og jeg forstår det ikke helt. Selvom jeg ikke er aktiv blogger, som dengang, så fulgte hun med, og jeg fulgte hende. Derfor kendte vi hinanden ret godt, også selvom vi ikke var tætte.

Livet er skrøbeligt, og vi har kun eet. Så lev det, som du synes det skal leves for at give mening og fylde for dig.

 

Udgivet i Mig og Freud | Skriv en kommentar

Jeg er din

Og så sad jeg der. På køkkenbordet. mmd kuldegysninger af den gode slags og krammede mig selv. 

Det var en mærkelig samtale. Så følelsesfuld og intim, at jeg kunne mærke din hudløshed. 

Det var store ord og afbrudte og alligevel helstøbte sætninger. Dit hjerte talte med mit hjerte. 

<3

Udgivet i poesi | Tagget | Skriv en kommentar

Dem og os.

Jeg ved ikke om, det er mig eller verden, der er forandret. Men noget er forandret. Det er som om, ordentlighed og redelighed ikke længere har plads øverst på den politiske dagsorden. Det gør mig trist. Og det får mig til at spekulere på, hvad jeg og man kan gøre. For der er jo også andet end ordentlighed og redelighed, der er vigtigt. Retning for eksempel. Det er jo ikke meningen, at vores polikere skal være sagsbehandlere eller administratorere. De skal være retningsanvisende. Ledende. De skal være visionære og kende til virkeligheden. I alle lag.

Vi skal væk fra dem og os. Fra A, B og C-hold. Væk fra teknokrati og elitær bedre-videnhed. Tilbage til fællesskabet.

Jovist, har alle noget at bidrage med. Alle skal yde, hvis de overhovedet kan. Men det er ikke det, der er galt. Det er manglen på fokus. Fokus på hvem vi er, hvad vi kommer af, og hvor vi skal hen. Ikke på, hvem der skal med. For det skal vi alle.

Udgivet i Bristede illusioner, Drømme | Tagget | Skriv en kommentar

Ja, nej, måske…

Hun havde kredset om tanken, siden hun forleden havde set postkortet i holderen på den lokale cafe. Skulle hun spørge ham? Hun legede med tanken, da hun gik tur i parken. Og fantaserede om, hvilken – om nogen – forskel det ville gøre, hvis de satte kæreste-ordet på den relation, det forhold, de havde.

Det er sjovt, det der med ord. Flere havde spurgt til, om ikke det var på tide, at de tog skridtet og rykkede videre til næste level. Hun så det bare ikke som et spil. Der var ikke rigtig nogle levels. Der var, det der var. Det der er. Og det der er, er godt og dejligt.

Hun kunne lide ham. Hun elskede ham. Og han hende. Så meget, at ingen af dem rigtig kunne eller ville forestille sig et liv uden, den anden var i det. Men de talte ikke meget det. Nød blot de stunder og øjeblikke de kunne dele.

For hende handlede det om, at holde fast i det løfte, hun havde givet sig selv, for et par år siden, om aldrig mere at miste sig selv. Aldrig mere ikke at tage sin mavefornemmelse alvorligt. Og for at kunne det, var hun nødt til at have plads. Og tid for sig selv. Til sig selv.

For ham var det noget andet. Men begge havde de den aller dybeste respekt for hinandens valg og følelser.

De havde lange og dybe samtaler. Sjældent om lige netop det, men de lange samtaler betød, at de kendte hinanden rigtig godt. De var tætte og fortrolige, men altså ikke kærester på trods af, at de havde været sammen i et år.

På trods af weekendens fantasier og drømmerier, var hun stadig ikke nærmere et svar på, om hun turde stille ham spørgsmålet. Mest fordi, hun ikke kunne definere, hvad hun ville med svaret. Om den forandrede ramme om relationen ville gøre en forskel. Nej, ikke om, for det ville den helt sikkert. Hun var usikker på hvordan. Og på om det overhovedet var vigtigt, at der kom en ramme om relationen.

Udgivet i Dating, Ham | Tagget , | Skriv en kommentar

Hvorfor er det (mon) vigtigt

Synes du jeg er smuk? Spørgsmålet brændte i hende, men det blev inde. Hun spurgte ham aldrig. Og han sagde det ikke. Og havde faktisk aldrig sagt det. Hans hænder kærtegnede hendes ansigt og hendes krop. Undersøgende, udforskende. Som om han læste alle ar og konturer. Han sagde at hun var fri. At hun førte sig frit og legende. Men ikke at hun var smuk.

Han elskede hende. Det var hun ikke i tvivl om. Han attråede og begærede hende. Det var hun heller ikke i tvivl om. Men han sagde ikke at hun var smuk. Hun vidste ikke, hvorfor det var vigtigt. Men hun følte at det var…

Udgivet i Mig og Freud, Mit sande jeg | En kommentar